Klubnyheder

Fodboldskolen blev igen en succes

14. juli 2022, 14.09

Fodboldskolen 2022

Mandag d. 4. juli kl. 9 startede årets fodboldskole i KHI, hvor hele 62 børn var tilmeldt til at deltage i en uge med fokus på fodbold, leg og læring. Det blev igen en stor succes, hvor børn i alderen 5-17 år fik lært en masse om fodbold og samtidig hygget sig på kryds og tværs af aldersgrupper.


I ugens løb blev der brugt tid på bl.a. dribleøvelser, samspilsøvelser, træning i førstegangsberøringer, intervaltræning og øvelser med fokus på balance og skudteknik. Der var også øvelser med en ny måde at øve reaktionsevne på via såkaldte pods fra Blazepods, som via en app viser nogle farver, man skal ramme med hånden. Det skal man gøre hurtigere end sin modstander. 


Kroatisk fodboldskole var også på programmet og fodboldkampe mellem trænere og fodboldskolebørn. Og selvfølgelig var der også tid til lege og aktiviteter som fodboldrundbold og aktive lege for især de yngste "elever" på fodboldskolen.


I ugens løb sørgede Henny og Zanne for at holde kiosken åben i frokostpausen, så de mange fodboldbørn kunne forkæle sig selv med lidt sodavand, slik, is og snacks, inden det igen gik løs på boldbanerne.


Vanen tro blev fodboldskolen afsluttet om fredagen med en ordentlig vandkamp i sommervarmen, hvor de fleste nåede at blive kølet af.


Tak til trænerteamet og alle bag fodboldskolen


En stor tak til årets trænerteam i fodboldskolen for at have styret tropperne i ugens løb og sørget for, at alle børn fik en rigtig god oplevelse på grønsværen i anden uge af deres sommerferie. Jakob Skovgaard debuterede som fodboldskoleleder, mens Julie Rasmussen, Jonas Hansen og Alfred Enkegaard fik debut som fodboldskoletrænere. Også en stor tak til tidligere fodboldskoleleder Gitte Andersen, der har været med på sidelinjen med støtte og vejledning til årets trænerteam.


Der skal også lyde en stor tak til alle andre frivillige, der har været med til at gøre det muligt at afholde fodboldskole og løse praktiske opgaver i løbet af ugen. 


Trænerteamet bestod i år af følgende: Siddende fra venstre Jakob Skovgaard, Jonas Hansen, Philip Larsen og Alfred Enkegaard. Stående bagerst fra venstre Emilie Abkjær, Anna Jørgensen, Julie Rasmussen, Kristine Andersen og Nicholine Knudsen.


 


Alle billeder fra årets fodboldskole kan ses i "Galleri" under menupunktet "Om klubben" øverst på hjemmesiden.


Vi ses til næste års udgave af KHI's fodboldskole.