Cykelmotionister mødtes til nytårskur og løb på Reersø

Cykelmotion - Monday, January 09, 2012

Cykelmotionister mødtes til nytårskur og løb på Reersø

 

 

Traditionen tro mødte medlemmerne af Kirke Helsinge Cykel Motion talstærkt op til årets nytårskur på Reersø. Med udgangspunkt på Landervejen blev der kørt en rundtur langs Reersøkysten, hvor det milde vintervejr gav optimale vilkår for både at få rørt ben og montainbikes, samtidig med at der blev lejlighed til at nyde udsigten over den grønne ø og det indimellem solglimtende Storebælt.

18 ryttere var klar ved titiden til nytårsønsker og et indledende glas champagne, og derefter gik det nordover gennem sommerhusområdet og derefter ad kyststien hele vejen rundt til havnen. Med tanke på de foregående to år, hvor der måtte kæmpes med kuldegrader og store snedriver, blev rundturen i år en af de nemme, var rytterne enige om. De hurtigste nåede at køre rundstrækningen fem gange, inden det et par timere senere var tid til en skål varm suppe og en snak om, hvad man havde haft af oplevelser og mere eller mindre ufrivillige mudderbad undervejs. Således fik cykelmotionisterne fra Kirke Helsinge endnu en gang taget hul på et nyt år, hvor der i vintermånederne fortrinsvis trænes på mountainbike. Senere, når vejret bliver lidt mere forårsagtigt, tages der hul på landevejssæsonen, og med den gode tilslutning til nytårsløbet ser det ud til, at KHI Cykelmotion endnu en gang er på vej til at øge medlemstallet.

Kirke Helsinge Idrætsforening | Helsingevej 101, Kirke Helsinge | 4281 Gørlev | Telefon: 58 85 64 11
Udviklet af Valeo